mandag den 26. december 2011

Klar til støbning

Lige inden jul nåede gutterne så langt med huset, at de er klar til støbning. Vist nok tirsdag, altså den 27/12. Det bliver spændende at se! Som det vist er fremgået, har husets placering på grunden (øst-vest og nord-syd og op-ned) været noget af et problem - og pt frygter vi, at det ligger længere nede end vi havde ønsket. Til gengæld kan vi allerede nu se, at det var godt vi rykkede det mere mod øst.

Jeg drømte julenat, at huset var færdigt og jeg var inviteret indenfor for at se bese det. Og jeg opdagede til min skræk, at de istedet for flade gulve havde valgt at lade gulvene følge terrænet, så de bølgede op og ned fuldstændig Gaudi'sk i hele huset. Vinduerne på pigernes værelse var blevet til små glug-huller, og på badeværelset havde de lavet indbygget toilet - vel at mærke indbygget i gulvet! Så i min drøm konstaterede jeg, at vi ikke kunne have besøg af den ældre generation, da vi unden ingen omstændigheder kunne byde dem at sidde på hug ved toiletbesøg! Og ligeså trælst var det med stuen, hvor udsigten var ud til en befærdet vej med mange billygter, og hvor vores øst-terrasse vendte ud mod bagsiden af en stor, sort bygning, der viste sig at være Burger King - så der duftede af pomfritter og brugere.... Jeg var helt knust, da jeg vågnede...

Men så kan man jo trøste sig med, at uanset hvilke "fejl-valg" vi får lavet undervejs, så går det næppe SÅ slemt :-)

torsdag den 15. december 2011

Nu graver de!


Endelig! Onsdag den 14. december kom gravemaskinen og stak skovlen i jorden.

Inden - nemlig mandag morgen kl. 7 - havde vi holdt "opstartsmøde" med vores byggeleder (herefter: byggemand Hans) og var blevet enige om, at huset lå hvor det skulle ligge....sådan cirka!

Det med placeringen har vist sig at være et større problem, end vi troede. Nu har vi brugt ÅR på at sidde med tegninger over den indvendige rumfordeling og diskuteret om kontoret skulle være hér eller dér... men husets placering på grunden har vi ikke brugt så meget tid på. Det skulle indtil for cirka 1½ måned siden bare ligge oppe i det nordvestlige hjørne så tæt på skel som mulig i forhold til byggeregler. Højden? Ja, det var vel noget med lidt under vej-niveau, så vi ikke fik en alt for stor skråning i baghaven. Hvor svært kan det være?

Men da vi fik de endelige tegninger blev vi meget i tvivl om, hvorvidt karnappens placering ikke var LIGE ud til forlygte-lys fra bilerne på den godt nok lille villa-vej, der går lige imod huset - men alligevel? Og jo, alle beregninger viste, at køkkenet med karnappen lå PRÆCIST i forlygte-retningen. Så vi flyttede det mod øst, så det nu ligger i det nordøstlige hjørne og formiddags-terrassen bliver tæt på skel ud til den lille offentlige sti. Lidt øv, men bedre end totalblænding under madlavningen! HusCompagniets landmåler rykkede desuden huset lidt mere tilbage fra vejen på grund af karnappen .

Og højden? Ja, vi fik jo en havearkitekt til at se på det - og jeg mener det helt bogstaveligt: hun og hendes mand kom og beså grunden. Og sammen fandt vi en fornuftig højde, så det ikke helt bliver bjerglandskab i baghaven men mere en blød skråning. I forhaven skal der enten være skråning eller en kant opbygget af sten op mod vejen. Havearkitekten foreslår det sidste, da der så er mere hold på jorden.

I sidste uge blev der sat "galger" op rundt omkring. Det kunne man forestille sig gav et overblik, men ærlig talt, det er de snore, der bliver udspændt mellem de søm, der sidder på galgerne, der udgør linjerne.... og uden snore er det altså ret svært at forestille sig! Vi troede at sokkelhøjden var de vandrette brædder - og det var det sådan set også, dog ikke i kanten mod vejen, da sokkelhøjden her lå under overfladeniveau, og galgerne jo ikke er gravet ned!

Finn snakkede med grave-manden onsdag formiddag og fandt ud af, at sokkelhøjde mod vejen er 40 cm. under overflade. Ok. Det lød lidt voldsomt? I dag snakkede han igen med gravemanden, da var der hul ned og sokkelhøjden omtrent afsat med fundablokke og det så rimeligt fornuftigt ud.

Muligvis vil det vise sig, at huset ligger for langt mod øst, for tæt på vejen og for lavt... Men under alle omstændigheder er vi enige om, at huset altså kommer til at ligge hvor det nu kommer til at ligge. Basta!