søndag den 25. marts 2012

Næsten færdigt!

Vi holdt i den forløbne uge for-gennemgang, hvilket betyder, at vi sammen med vores Bolius-mand og vores byggeleder gennemgik hele huset med henblik på at finde alle de små-mangler og evt. fejl, der måtte være.

Det var en MEGET grundig gennemgang, må man nok sige. Vi følte i hvert fald, at der blev kigget på alt, alle vinduer og døre blev tjekket, vandhaner åbnet, både for koldt og varmt vand, toiletter trukket ud, alle skabslåger blev åbnet, tagrender tjekket, loftsrum tjekket,  osv. osv. Der var enkelte småting, som vores byggeleder straks noterede ned og lovede ville være fikset inden endelig overtagelse. Derudover gik han rundt med en rulle malertape, og satte små stykker malertape op alle de steder, hvor maleren lige skal have givet det en sidste tur.

Det var en god oplevelse og vi aftale med Bolius-manden, at han ikke behøver at være med ved endelig overtagelse - der ER simpelthen så meget styr på det hele, at det ikke er nødvendigt. Og hvornår bliver det så - jo, endelig overtagelse bliver 4. april kl. 9. Mine forældres 48 års bryllupsdag :-)

Det allerbedste ved for-gennemgangen var dog næsten til sidst: vi fik overdraget en nøgle, så vi kan komme i gang med træ-gulvene. De blev leveret fredag, og kan så ligge i huset og aklimatisere sig til næste weekend, hvor vores påskeferie starter, og hvor Finn så begynder at lægge det. - Og jo, Mette, han HAR fået nyt værktøj i den anledning, en fin ny gul arbejdsbænk som er både smart og helt uundværlig (!) Sådan er det jo med mænd, de arbejder bedst når der er nyt værktøj involveret :-)

Jeg har taget lidt indendørs billeder i det smukkeste forårssolskinsvejr! Den skarpe sol gør billederne lidt mørke - men så må I jo bare glæder jer til at se det hele selv "live".

fredag den 16. marts 2012

Flytning i påsken - eller ej?



I dag har vi underskrevet de sidste papirer omkring lån, så vi er sådan set klar til at betale, hvornår det skal være. Desværre er huset blevet lidt forsinket her på det sidste. I dag var maleren i gang, og han forventede at være værdig mandag. Så skal der også fuges alle mulige steder - og endelig skal der trykprøves. Endelig mangler lidt omkring emhætten. Men det er vist også det hele?

Vi har møde med byggelederen og Bolius-manden på onsdag, og så håber vi, at det er ved at være klar til overtagelse inden påske - men det er altså desværre ikke sikkert, at det kan nås.

tirsdag den 6. marts 2012

Indkørsel


I dag faldt planerne for den ændrede indkørsel på plads. Vi havde møde med en byggesagsbehandler fra kommunen, der havde indvilget i at komme ud og SE grunden og vores berømte og berygtede stejle nedkørsel. Og det var klart en fordel, at hun så det, det har været meget svært at forklare i telefonen, og heller ikke nemt at give et rigtigt indtryk af via billeder og tegninger.

Konklusionen var, at der ikke er nogen problemer i at opbygge støttemur på skråningen i ca 50-60 cm højde og derefter skråne de sidste 20-30 cm med græsbeplantning,  vintergække og lidt buske eller lign. Vi må også gerne lave "hakket" ud for karnappen - dér hvor der skal stå en bænk og et fuglefoderbræt og krukker med tallerkensmækkere (eller noget andet!). Indkørslen bliver for enden af huset, så vi kører ind i carporten i gavlen. Det bliver MEGET bedre.

I dag har vi også fået tilladelsen fra Holbæk Kommunes Trafik og Infrastrukturafdeling til at etablere "overkørsel" som det hedder, og Finn har snakket med dem, der skal flytte de 2 vejtræer, og det er også stort set på plads. Dejligt, at det hele flasker sig!

Og mens vi har arbejdet på de ydre linjer, så har HTH-manden og elektrikere haft travlt indendørs. Begge badeværelser samt bryggerset er færdigmonteret, mens soveværelset mangler låger og køkkenet mangler alt undtagen sokkel!

Jeg har desværre ingen indendørs billeder, men her er lidt udendørs. Så kan I jo overveje, hvad I vil kalde murstenenes farve....gul? .....brun?......gul-brun?.....Den er i hvert fald ikke HELT, hvad vi forventede, og vi har ellers set på mange sten og huse og så videre. Men det går jo nok!