Tiden er gået siden de euforiske dage med indflytning. Vi har nu boet her i 2 år og har været glade for huset hver eneste dag. De forskellige løsninger, som vi fandt på undervejs i planlægningsfasen, har været rigtige, f.eks elsker vi vores spisekammer, vores 2 badeværelser, og ja, hele rumfordelingen.
Udendørs har vi lagt fliser hele vejen rundt om huset. Indkørslen blev flyttet til gavlen af huset og voldte en del problemer i forhold til fald - vi kunne godt have brugt 1 meter mere til vejkanten! Vores store terrasse er super og ikke mindst i denne sommer med fantastisk vejr har den været fuldt udnyttet til både ophold, spisning, solbadning m.m. Vores lille morgenterrasse har vi endnu ikke brugt så meget - naboen bygger hus, så der er meget støj på den side af huset.
Og selv om det næsten ikke er til at nævne noget frem for noget andet, så er der dog én ting, vi i den grad er lykkelige for: vores overdækkede del af terrassen! Vi har indkøbt et skønt loungesæt, og det er simpelthen det mest fantastiske sted at opholde sig. Skyggefuldt, når man får nok af solen, læ, når det blæser lidt, tørt i regnvejr og lunt på de lange aftener.... med stearinlys, puder, tæpper, kaffe eller et glas vin - alene i en tænksom stund eller sammen med familie eller venner - det er helt fantastisk!
Næste projekt bliver haven. Der er stadig kun ukrudt udenfor alle flise-områderne, så der skal arbejdes noget, før vi får det hele på plads med græs, bede, blomster og bøgehække. Vi mangler også skraldespandsskjuler og gelænder på trappen - Men det skal nok bliver godt alt sammen med tiden :-)
Se billeder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar