mandag den 26. december 2011

Klar til støbning

Lige inden jul nåede gutterne så langt med huset, at de er klar til støbning. Vist nok tirsdag, altså den 27/12. Det bliver spændende at se! Som det vist er fremgået, har husets placering på grunden (øst-vest og nord-syd og op-ned) været noget af et problem - og pt frygter vi, at det ligger længere nede end vi havde ønsket. Til gengæld kan vi allerede nu se, at det var godt vi rykkede det mere mod øst.

Jeg drømte julenat, at huset var færdigt og jeg var inviteret indenfor for at se bese det. Og jeg opdagede til min skræk, at de istedet for flade gulve havde valgt at lade gulvene følge terrænet, så de bølgede op og ned fuldstændig Gaudi'sk i hele huset. Vinduerne på pigernes værelse var blevet til små glug-huller, og på badeværelset havde de lavet indbygget toilet - vel at mærke indbygget i gulvet! Så i min drøm konstaterede jeg, at vi ikke kunne have besøg af den ældre generation, da vi unden ingen omstændigheder kunne byde dem at sidde på hug ved toiletbesøg! Og ligeså trælst var det med stuen, hvor udsigten var ud til en befærdet vej med mange billygter, og hvor vores øst-terrasse vendte ud mod bagsiden af en stor, sort bygning, der viste sig at være Burger King - så der duftede af pomfritter og brugere.... Jeg var helt knust, da jeg vågnede...

Men så kan man jo trøste sig med, at uanset hvilke "fejl-valg" vi får lavet undervejs, så går det næppe SÅ slemt :-)

torsdag den 15. december 2011

Nu graver de!


Endelig! Onsdag den 14. december kom gravemaskinen og stak skovlen i jorden.

Inden - nemlig mandag morgen kl. 7 - havde vi holdt "opstartsmøde" med vores byggeleder (herefter: byggemand Hans) og var blevet enige om, at huset lå hvor det skulle ligge....sådan cirka!

Det med placeringen har vist sig at være et større problem, end vi troede. Nu har vi brugt ÅR på at sidde med tegninger over den indvendige rumfordeling og diskuteret om kontoret skulle være hér eller dér... men husets placering på grunden har vi ikke brugt så meget tid på. Det skulle indtil for cirka 1½ måned siden bare ligge oppe i det nordvestlige hjørne så tæt på skel som mulig i forhold til byggeregler. Højden? Ja, det var vel noget med lidt under vej-niveau, så vi ikke fik en alt for stor skråning i baghaven. Hvor svært kan det være?

Men da vi fik de endelige tegninger blev vi meget i tvivl om, hvorvidt karnappens placering ikke var LIGE ud til forlygte-lys fra bilerne på den godt nok lille villa-vej, der går lige imod huset - men alligevel? Og jo, alle beregninger viste, at køkkenet med karnappen lå PRÆCIST i forlygte-retningen. Så vi flyttede det mod øst, så det nu ligger i det nordøstlige hjørne og formiddags-terrassen bliver tæt på skel ud til den lille offentlige sti. Lidt øv, men bedre end totalblænding under madlavningen! HusCompagniets landmåler rykkede desuden huset lidt mere tilbage fra vejen på grund af karnappen .

Og højden? Ja, vi fik jo en havearkitekt til at se på det - og jeg mener det helt bogstaveligt: hun og hendes mand kom og beså grunden. Og sammen fandt vi en fornuftig højde, så det ikke helt bliver bjerglandskab i baghaven men mere en blød skråning. I forhaven skal der enten være skråning eller en kant opbygget af sten op mod vejen. Havearkitekten foreslår det sidste, da der så er mere hold på jorden.

I sidste uge blev der sat "galger" op rundt omkring. Det kunne man forestille sig gav et overblik, men ærlig talt, det er de snore, der bliver udspændt mellem de søm, der sidder på galgerne, der udgør linjerne.... og uden snore er det altså ret svært at forestille sig! Vi troede at sokkelhøjden var de vandrette brædder - og det var det sådan set også, dog ikke i kanten mod vejen, da sokkelhøjden her lå under overfladeniveau, og galgerne jo ikke er gravet ned!

Finn snakkede med grave-manden onsdag formiddag og fandt ud af, at sokkelhøjde mod vejen er 40 cm. under overflade. Ok. Det lød lidt voldsomt? I dag snakkede han igen med gravemanden, da var der hul ned og sokkelhøjden omtrent afsat med fundablokke og det så rimeligt fornuftigt ud.

Muligvis vil det vise sig, at huset ligger for langt mod øst, for tæt på vejen og for lavt... Men under alle omstændigheder er vi enige om, at huset altså kommer til at ligge hvor det nu kommer til at ligge. Basta!

søndag den 27. november 2011

Tegninger

Så er de endelige tegninger godkendt, underskrevet og returneret til Huscompagniet. Måske er de også allerede sendt videre derfra til kommunen? Under alle omstændigheder er det nu et spørgsmål om tid, før de stikker skovlen i jorden på vores grund. Nedenfor ses tegninger af facader og rumfordelingen.




Vi glæder os - synes vi har fået præcis det hus, vi gerne vil ha' indenfor de økonomiske rammer, vi har til rådighed. Håber det lever op til alle forventningerne :-)

Vi er også blevet kontaktet af HTH, som gerne vil se os en dag til planlægning af vores nye køkken. Uh, hvor spændende! Der er dog godt nok nok at se til lige pt.: i den kommende weekend flytte vi den uundværlige del af husholdningen til en lejlighed, og resten af december skal så bruges på at flytte det øvrige til svigermors kælder.

torsdag den 6. oktober 2011

Nye billeder



















Vi var omkring grunden i går sidst på dagen og tog nye billeder.

Ja, ovenstående lyder jo meget fint - den sandfærdige historie er: Jeg TVANG Finn og Emma til at køre med forbi grunden i går, da vi skulle vente i byen i ½ time på at Laura blev færdig med Teori, og vi HAVDE købt ind, så hvad skulle vi ellers
lave? .... Så under højlydte protester nåede vi grunden. Her blev de begge beordret ud af bilen og stille sig i hjørnene af grunden, da jeg havde lovet havearkitekten (dét vender jeg lige tilbage til) at tage billeder af skråningen. De fik faktisk besked på at finde skel-pælene - Emma fandt aldrig én, og jeg frygter, at den er "kørt ned" da naboen byggede hus. Finn fandt en, så det var jo fint.

Her er billederne

Billedet ovenfor:
Emma og Finn står i hvert sit hjørne, bilen i det tredje hjørne på vejen og i gruppen af 3 træer, er det fjerde hjørne cirka ved de to træer, der står tættes...

Til de andre billeder:
* De hvide pinde man kan se på nogle af billederne er fra boreprøverne.
* Huset bag Emma er vores nabo.
* De andre huse er forskellige nybyggerier på vejen samt nogle af dem, vi har udsigt til fra vores grund.

Havearkitekt. ja, vi har besluttet at inddrage en sådan allerede nu, da Finn fik af vide fra kommunen, at det var en god ide at søge om tilladelse til terrænregulering samtidig med byggetilladelsen. Og den sidste sendes af sted i uge 43!

I lokalplanen for vores område står, at der kun må terrænreguleres op til 50 cm. Det er noget af en udfordring, og vores grund ender nok som rismarker i talrige terrasser! Eller, det ville den, hvis vi selv skulle finde på noget, så derfor: en havearkitekt er hyret!

tirsdag den 4. oktober 2011

Entreprisekontrakt

3. oktober 2011

Så har vi skrevet under på entreprisekontrakten!

Det føles helt vildt godt og fuldstændigt rigtigt. Vi har fået et hus, vi synes er lige som det skal være, og vi har en rigtig god dialog med vores typehusfirma: HusCompagniet.

Huset bliver på 167 m2, med ca. 10 m2 overdækket terrasse, et redskabsskur på 20 m2 samt dobbelt carport. Vi har valgt mursten (Camel), tag (rød betontegl), vinduer (Rationel, hvid med sprosse) og en helt masse andre ting. Mange af valgene kan omgøres på et senere tidspunkt, men vi tror nu, at det meste er som det skal være. Vi har jo, må man sige, haft god tid til at forberede os! Alle valgene er med til at bestemme prisen, så hvis vi senere bestemmer os for at opgradere noget, stiger prisen - dette sætter jo en begrænsning, må man sige!

Køkken og andet inventar (bryggers og bad) har vi slet ikke taget stilling til endnu, der er bare afsat et beløb hertil i kontrakten.

Prisen blev lige over 2.1 mill. og vi har valgt selv at lægge alle trægulvene i værelser og i stuen. Så udgiften hertil skal altså lægges oveni.

Hertil kommer anlæg af have, terrasse og flisegange - ca 100.000 kr regner vi med. (forhåbentlig er det højt sat!)

Så er planen klar!

Oktober 2011

Ja, så er det hele ved at falde på plads.

Huset er solgt pr. 2/1 2012. Vi har lejet en lejlighed fra 1/12 2011, så vi har en måneds tid til at flytte. Vi har boet her i knap 19 år og med masser af plads ved alle jo, at man får samlet rigtigt - RIGTIGT - meget sammen! Så det tager tid at rydde op og smide ud.

Vi kan under ingen omstændigheder have alt med ind i en lejlighed, men heldigvis har Finns mor en stor kælder og slår det ikke til, så må vi jo leje en container eller lignende.

Pigerne glæder sig helt vildt til at flytte til byen og bo i lejlighed. Det er næsten ligeså spændende som at tilbringe efterårsferien i Barcelona :-)

Huset er solgt!

September 2011

Hen over sommeren 2011 blev vi enige om, at vi ville opgive hussalget og istedet sætte grunden til salg. Dog var der lige en enkelt køber, som havde udvist interesse før sommerferien, som vi liiiiige ville afvente en afklaring på. Og det vidste sig at være den rigtige beslutning!

23. september skrev vi slutsedlen under og huset var solgt. Til en ung familie med 2 mindre børn og lyst til at bo på landet. De overtager både hønsene og katten Freja.

Vi er sikre på, at de bliver lykkelige for at bo her - det har vi selv været, og det ER bare et super-dejligt sted. Hvis vi i dag skulle finde et hus på landet, ville vi vælge det igen!

Og ja, det er selvfølgelig vemodig for os alle at skulle flytte, men vi skal videre og nu begynder en spændende og hektisk tid for os.

De første billeder

November 2009












Her ses vores grund fra det nordøstlige hjørne (hvor stien møder vejen) og med udsigt over mod megacentret. Kablerne hører altså til vores grund.

Vi har også taget enkelte billeder fra området, mens byggemodningen stod på.

Vores grund kan anes på de fleste af følgende billeder i Picasa.

Vi har købt en grund!

November 2009
Efter at have tænkt over tingene og overvejet for og imod igennem de sidste 2 år, har vi nu endelig taget en beslutning og gjort alvor af alle overvejelserne:
Vi har købt en byggegrund.

Kommunen sendte lokalplan for udstykning af området i høring i forsommeren 2006. Lokalplanen blev vedtaget i august og henover vinteren gik arbejdet med at etablere veje, kloaker osv i gang. De første grunde i området blev solgt i februar 2008 og de sidste blev udbudt i august 2009. Vores interesse i området skyldes, at vi havde overvejelser om at flytte tættere til Holbæk, men vi ville bo i denne ende af byen. Nærheden til skoven og Naturskolen talte også på plus-siden - mens nærheden til Megacentret talte på minus-siden!



Vores grund er adressen Leddet 15.

Det har ikke været nogen nem beslutning, hvilket også er årsagen til, at vi har holdt det for os selv. Men nu er vi alle 4 enige om, at med vores liv, vores interesser og det vi gerne vil bruge tiden på, så vil en bolig tættere på Holbæk være en god ide. Vi har jo ELSKET vores nuværende, dejlige bolig midt i den skønneste natur - men tiden er inde til et skift for os.

Hvad sker der nu? Vi overtog formelt grunden 1/11 2009. Siden da er der ikke sket så meget på selve grunden, men vi har fået papirarbejdet stort set på plads, og pengene er betalt. I januar 2010 bliver der lavet jordbundsundersøgelse, så vi kan være sikre på, at der ikke er ubehagelige overraskelser dér!

Vi har også fået sat vores hus til salg hos HOME, Holbæk. Fra januar 2010 vil det kunne ses på nettet.

Når huset er solgt kan vi begynde at bygge, og vi er allerede i gang med at undersøge, hvilket byggefirma, der skal bygge VORES hus. - og ja, så flytter vi jo altså på et tidspunkt - Men ikke ret langt væk!