tirsdag den 6. marts 2012

Indkørsel


I dag faldt planerne for den ændrede indkørsel på plads. Vi havde møde med en byggesagsbehandler fra kommunen, der havde indvilget i at komme ud og SE grunden og vores berømte og berygtede stejle nedkørsel. Og det var klart en fordel, at hun så det, det har været meget svært at forklare i telefonen, og heller ikke nemt at give et rigtigt indtryk af via billeder og tegninger.

Konklusionen var, at der ikke er nogen problemer i at opbygge støttemur på skråningen i ca 50-60 cm højde og derefter skråne de sidste 20-30 cm med græsbeplantning,  vintergække og lidt buske eller lign. Vi må også gerne lave "hakket" ud for karnappen - dér hvor der skal stå en bænk og et fuglefoderbræt og krukker med tallerkensmækkere (eller noget andet!). Indkørslen bliver for enden af huset, så vi kører ind i carporten i gavlen. Det bliver MEGET bedre.

I dag har vi også fået tilladelsen fra Holbæk Kommunes Trafik og Infrastrukturafdeling til at etablere "overkørsel" som det hedder, og Finn har snakket med dem, der skal flytte de 2 vejtræer, og det er også stort set på plads. Dejligt, at det hele flasker sig!

Og mens vi har arbejdet på de ydre linjer, så har HTH-manden og elektrikere haft travlt indendørs. Begge badeværelser samt bryggerset er færdigmonteret, mens soveværelset mangler låger og køkkenet mangler alt undtagen sokkel!

Jeg har desværre ingen indendørs billeder, men her er lidt udendørs. Så kan I jo overveje, hvad I vil kalde murstenenes farve....gul? .....brun?......gul-brun?.....Den er i hvert fald ikke HELT, hvad vi forventede, og vi har ellers set på mange sten og huse og så videre. Men det går jo nok!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar